Myten om de “10 bedste dage”

Det siges, at hvis man som investor mister nogle af de dage med størst afkast, påvirker det afkastet markant i negativ retning målt over en længere tidshorisont. I bådemedier samt i publikationer fra store finansielle institutioner som f.eks. BlackRock finder vi løbende undersøgelser, der påviser dette.

I 2015 læste vi med interesse resultatet af research foretaget af en professionel dansk kapitalforvalter. Undersøgelsen ledte frem til, at halvdelen af det samlede afkast på det amerikanske aktiemarked siden 1990 er hentet på bare 7 måneder, og konklusionen var således, at da man ikke kan forudsige, hvornår disse dage, uger eller måneder befinder sig, bør man altid være fuldt investeret. Med andre ord: Man risikerer ikke at være med, når markedet stiger allermest.

Akademisk funderet fænomen

Fænomenet med at miste nogle rekordhøje enkeltstående afkast blev populariseret i professor Javier Estrada’s artikel “Black swans and market timing: how not to generate alpha” fra 2008. Estrada undersøgte 15 forskellige aktiemarkeder og fandt frem til, at nogle få markante kursbevægelser over en lang tidshorisont havde massiv påvirkning på det akkumulerede afkast.

Ved at miste de 10 bedste dage blev afkastet gennemsnitligt halveret i forhold til de 15 undersøgte markeder relativt til en passiv investering. Ved at undgå de 10 værste dage øgede man til gengæld signifikant afkastet relativt til en passiv investering. Estrada’s konklusion blev derfor at: ”Attempting to predict the negligible proportion of days that determines an enormous creation or destruction of wealth seems to be a losing proposition.” (s. 32).

Ovenstående konklusioner fortjener lidt mere nuancering for at afspejle virkelighedens verden, da der i undersøgelserne som regel fokuseres på, at man enten mister alle de gode afkast eller undgår alle de dårlige. Derudover fikseres der på et bestemt antal dage, uger eller måneder, hvilket forekommer som værende abstrakte valg. En lang række andre har også undersøgt fænomenet med “de bedste og dårligste dage” og Mebane Faber har med ”Where the Black Swans hide & the myth of the best 10 days” fra august 2011 givet et velfunderet bidrag.

Vi udvider horisonten en smule

Vi bygger videre på tilgangen fra den danske forvalter i ovenstående artikel, hvor der fokuseres på måneder ved at udvide udfaldsrummet og se på kombinationer af at miste ”x” antal rekordafkast og undgå ”x” rekordfald frem for kun enkeltstående tilfælde.

Grafen herunder viser S&P 500 fra perioden 1981 til 2015 inklusive dividender. Her har vi udregnet det annualiserede afkast ved forskellige kombinationer af at miste 1-12 af de bedste måneder og undgå 1-12 af dårligste måneder og hvor 0 betyder, at man altid er fuldt investeret (”buy and hold”). Ved at fokusere på og kombinere disse dimensioner kan vi generere 169 datapunkter fremfor kun ét datapunkt, som for eksempel det at miste de 7 bedste måneder.

Ved at altid at være fuldt investeret rammer man området på 9-10% p.a. Efterhånden som der mistes flere og flere af de bedste måneder falder afkastet, og ved at miste de 12 bedste måneder falder det til 6-7% p.a. Set over en lang tidshorisont giver det således et markant mindre akkumuleret afkast.

Går man ud af den anden akse og ser på effekten af at undgå de værste måneder, stiger afkastet voldsomt: Undgår man de 12 værste måneder stiger afkastet til 14-15% p.a. Kombinerer man at miste de 12 bedste måneder med samtidig at undgå de 12 dårligste måneder, ender det annualiserede afkast på 10-11%. Generelt kan der kompenseres for mistede gode måneder ved at undgå nogle tilsvarende dårlige måneder. Mister man de 7 bedste måneder, som angivet i forvalterens undersøgelse, skal man ”bare” undgå de 4 dårligste måneder for at sikre sig et afkast på linje med en investor, der altid er fuldt investeret.

Det er alt sammen meget interessante tal og argumentet for, at hvis man mister disse dage, uger eller måneder, har det stor indflydelse på et langsigtet investeringsafkast er korrekt. Det giver dog ingen information omkring, hvorvidt en aktiv strategi er en farbar vej eller ej. For hvordan lykkedes det at miste afkastet fra de 7 bedste måneder og kun det? Sandsynligheden for at undgå de 7 dårligste måneder må i så fald være nøjagtigt den samme, og ovenstående scenarieanalyse viser, at det giver et højere afkast at undgå disse dårlige måneder end afkastet ved at være fuldt investeret hele tiden.

Volatilitet avler volatilitet

Der findes ikke nogen sikker viden om fremtiden, og selvom man ikke kan forudsige, hvornår de næste dårlige eller bedste dage, uger eller måneder befinder sig, kan man godt sige noget om, hvor de typisk vil kunne forventes at befinde sig. De bedste og dårligste dage, uger eller måneder har det nemlig med at fordele sig i perioder med høj volatilitet, og netop perioder med cykliske nedtrends eller ”bearmarkeder” på aktiemarkedet er ofte karakteriseret ved høj volatilitet.

Bearmarkeder er ikke volatile, fordi de falder, men derimod fordi de både stiger og samtidig falder meget. Følgende afkastsekvens er for eksempel meget faldende, men ganske stabil og har derfor ingen volatilitet:

-15%, -15%, -15%.

Ser man på sekvensens standardafvigelse alene, taber man så at sige sin kapital med ynde.

Følgende afkastsekvens er derimod både meget faldende og meget volatil:

-15%, +10%, -15%

Det er her de bedste og dårligste perioder typisk vil gemme sig; nemlig på det tidspunkt man allermindst ønsker at være investeret.

Vores lille undersøgelse indikerer, at vi som investorer ikke bør frygte, hvorvidt vi mister de bedste måneder, og ikke bør benytte det som grundlag for en beslutning om altid at være fuldt investeret. I stedet bør vi koncentrere os om i, hvilke scenarier vi ønsker at være investeret, og hvordan de risikopræmier, der eksisterer i de finansielle markeder kan høstes.

Bananbrød

Bananbrød er noget af de lækreste jeg har sat tænderne i, det findes i et hav af forskellige variationer, denne opskrift er helt enkelt ( og røvhamrende lækker ), brødet holdt sig ikke engang 2 dage i vores hjem, da jeg lavede det.

Du skal bruge:
• 3 modne bananer
• 150-200 g groft speltmel ( eller det mel du nu har )
• 3 æg
• 1 tsk bagepulver
• lidt salt
• 100 g valnødder ( mandler og andre nødder kan også bruges )
• 60 g mørk chokolade 80%
• 50 g honning
• 1 spsk olie

Sådan:
• Tænd ovnen på 180 grader
• hak chokoladen og valnødderne groft.
• Mos bananerne ( kom dem evt. i foodprocessoren )
• Bland alle ingredienserne sammen, og kom dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir.
• Bag brødet i 40 min.
• Lad det køle af og server.

Super Bowl-tid. Vi har lige kigget på en enkelt af nattens aktører

NÅR DEN HALVTREDSINDSTYVENDE Super Bowl i nat afvikles, så er der masser af gode historier. Alene Carolina Panthers’ linebacker-veteran Thomas Davis, der er kommet tilbage fra utallige alvorlige knæskader, og stadigvæk spiller dominerende og i morgen endda med en brækket arm er en god historie.

Men den person der interesser mig mest er Denver Broncos’ Defensive Coordinator Wade Phillips. I en verden hvor nytænkning og udvikling altid er på dagsordenen, så er den 68-årige Phillips et friskt pust. Som søn af den legendariske træner og evigt cowboyhat-bærende Oail ’Bum’ Phillips (Head Coach for Houston Oilers og New Orleans Saints) er Wade Phillips opvokset med football og stod i mesterlære som sin far allerede i 1973 som linebackers coach for Oklahoma Stae. Bum var defensive coordinator. Faktisk følges far og søn frem til 1985, hvor Wade bliver midlertidig head coach for Saints i stedet for Bum. 

Hvis man kigger henover Wade Phillips’ karriere, så er der mange opture, men de helt store triumfer mangler. Det er stadigvæk ham, der er den sidste head coach, der tog Buffalo Bills til playoffs helt tilbage i 1999. Det var Wade Phillips’ gruopvækkende San Diego Charges-forsvar med Shawne ’Lights Out’ Merriman, der blev outfoxed af New England Patriots i en sæson der skulle have været Chargers, fordi de havde NFLs bedste hold. Det var også Wade Phillips, der gjorde Dallas Cowboys til et seriøst playoffhold igen efter et fravær på 12 år. I hans seneste job før Broncos gjorde han JJ Watt til NFLs bedste forsvarsspiller på rekordtid

 

Trods en 45 årig lang og succesfuld karriere, så har Wade Phillips kun været i Super Bowl én gang før. Det var som defensive coordinator for netop Denver Broncos, bare for 26 år siden. Super Bowl 24, hvor HC Gary Kubiak i øvrigt var reserve for John Elway. Dengang skilte Joe Montana og Jerry Rice fuldstændig ad, og Montana kastede 5 TDs og San Francisco 49’ers fik lavet 461 yards på dagen. Det er ikke det bedste Super Bowl-minde. 

 

 Blitzkrieg

 

 

Forsvarsspil hos Wade Phillips er ikke nemt. Det er aggressivt med mange former for blitz. Bortset fra New England Patriots-kampen, hvor de ikke spillede med særligt meget blitz. Det er heller ikke nemt at gennemskue om Broncos spiller man eller zone. Som Philips forklarede på pressemødet forleden:

"We play a lot of match zone, but people think we're playing man-to-man. Hopefully, that confuses them. It probably confused you already.”

Alene det gør Phillips’ forsvar mere kompliceret og sofistikeret end andre trænere, der er kendt for at blitze. Både i forhold Ryan-familiens (Buddy, Rob, Rex red.)46-blitzes og andre notoriske zone blitz-trænere som Dick LeBeau og nu afdøde Jimmy Johnson. Alligevel er Phillips ikke en redyrket teoretiker. Hans spil tilpasses i forhold de spillere han har til rådighed. Der vil altid være efterspørgsel efter den slags. Også selvom at det krævede et opkald fra en gammel ven for Phillips, der efter et års arbejdsløshed stille og roligt, var på vej til pensionering. Nu leder han NFLs bedste forsvar. Da New England Patriots’ head coach Bill Belichick skulle forklare det overraskende nederlag til Broncos var det også med en hentydning til, at han var blevet out coached af Wade Phillips.

 

 

Der er mange grunde til, at det aldrig er blevet til en ring for Wade Phillips. En af dem kan måske skyldtes, at han er for blød. At han ikke har dræberinstinkt ligesom mange af dem, han har omgivet sig selv med. Bill Parcells for eksempel. Da HBO filmede dokumentarserien Hard Knocks var det en tydeligt rørt Wade Phillips, der tog imod spillerne en for en og fortalte dem, at endestationen var her, at Dallas Cowboys ville cutte dem fra truppen. Andre trænere tager det som meget naturlig del af jobbet, og ønsker held og lykke med future endeavours. Men ikke Wade Phillips rørt til tåre og den værste del af jobbet for ham. 

 

Wade Phillips er en træner by heart, ikke en manager.  All-Pro Von Miller fortalte forleden til Denver Post, at Wade Phillips ulig så mange andre NFL-trænere sætter sig ned og har lange samtaler med spillerne i omklædningsrummet. Og så er han ydmyg. Wade Phillips er på Twitter. Hans valg af handle er @sonofbum – bare lige for at undstrege, at han trods en alder af 68 år og en selvstændig, glorværdig karriere stadigvæk er sin fars søn (Bum Phillips døde i 2013 red.). ”My dad was my hero, not just as my dad but also as my high school and college coach..” fortalte Wade Phillips til pressemødet før New England Patriots-kampen, da han blev spurgt om hans fars indflydelse.

 

 I nat kan Phillips så forhåbentlig løfte Vince Lombardi-trofæet for første gang. Det ville også være en stor cadeau til Phillips-familien, der nu i tre generationer arbejder i NFL. Sønnen Wes Phillips er tight end coach hos Washington Redskins. Og vil det så være et slutpunktum for Wade Phillips’ karriere? Næppe. Man kan ikke slukke for en mand, hvis sind er ungt med spillerne. Tidligere på ugen stjal han CB Aqib Talibs bling-bling og efter Patriots-kampen citerede han Drake: ”I like Drake because I started from the bottom and now I am here”

 

What a Son of Bum.   

Carlsen: Usportslig opførsel

Jan Carlsen

 Som så mange andre parabol-danskere er jeg blevet fanget i den konflikt, der gør, at det langtfra er alle fodboldkampe, der finder vej til skærmen.

 

Møgærgerligt, især når der var nogle lækkerbidskener iblandt -men så må man jo nøjes med det, der nu kan komme ned fra æteren. Det var nu heller ikke tosset med to regulære brag fra Premier League, topopgøret mellem Manchester City og Leicester samt noget, der normalt ville være et topopgør, men bare ikke var det i år, Chelsea mod Manchester United. Det var to forrygende kampe, men ingen af dem gav rigtig noget, der kunne bruges i dommermæssig henseende.

 

Og så alligevel: en fremragende dommerpræstation i Chelsea -United kampen af Michael Oliver. Der er selvfølgelig ikke mange overskrifter i, når det bare går godt -men noterers skal det nu alligevel, og af personlige grunde glædede jeg mig meget hjemme i sofaen.

 

Jeg havde selv fornøjelsen af ham i hans meget tidlige internationale år i en miniturnering i Italien (U/ 19) tilbage i 2012, og allerede dér var det klart, at her var noget at bygge på.

For et par uger siden skrev jeg om EM-dommerne og om det usædvanlige i, at der var to englændere med (men helt fortjent !), men også, at de begge, Clattenburg og Atkinson, nærmer sig slutningen af karrieren aldersmæssigt.

 

Oliver kunne meget vel være én af arvtagerne (i øvrigt sammen med Taylor, som havde City mod Leicester).

 

Premier League i sig selv gav heller ikke meget stof denne uge. Bevares, der var Wanyama (Southampton) og hans tackling på Payet (West Ham). som gav en udvisning. Den har trukket nogle fantastiske overskrifter, hvor ' benbrækkertackling' har været et gennemgående tema. Så var det altså heller ikke værre. Ingen tvivl om, at det efter alle kriterier (hastighed, kontrol, føddernes position, muligheden for at spille bolden, viljen til at spille bolden) er en udvisning -men jeg vil gætte på, at det udslagsgivende her nok så meget er kontaktstedet, som sidder pænt højere end, hvor en fodbold normalt befinder sig, samtidig med at Wanyama kommer et halvt lysår for sent og springer ind med begge ben. Men at kalde det en benbrækkertackling forekommer mig at være at devaluere begrebet.

 

Så vi må over i den lidt mere fredelige afdeling for at finde et emne, der kan bære klummen igennem. Midt på ugen fik jeg en mail efter Barcelonas kamp mod Valencia i den spanske pokalsemifinale (den endte med 7-0, hvis nogen skulle have glemt det). Det havde åbenbart været en forrygende opvisning (men desværre én af de kampe, som ikke nåede igennem æteren til mit TV, som jeg har brokket mig over ovenfor) -og især Neymar havde simpelthen haft en kongeaften, hvor den direkte modstander, Valencias Barragán, sikkert er gået mere end almindelig rundtosset i seng.

 

Jeg har jagtet og fundet nogle få klip på YouTube, og det kan ganske rigtigt ikke have været sjovt at være Barragán i den kamp. Mailen gik på, om man kan være så overlegen i sine handlinger over for en direkte modstander, at det går hen og bliver til usportslig opførsel. I nogle af sine jonglørnumre og hælpasninger reducerer Neymar ganske rigtigt Barragán til én, der uhyggeligt ligner en mand, som skulle have fundet sig en anden sportsgren.

 

Det er en ganske interessant pointe. Kan man som fodboldspiller i al sin spillemæssige overlegenhed ydmyge en modspiller så meget -træde på én, som i forvejen ligger ned -at det er én selv, der bliver skurken? Vi ser i denne sammenhæng helt bort fra, at det vil være en uhyre svær -om ikke umulig -kendelse at skulle sælge, hvis boldkunstneren pludselig løber ind i en advarsel og et indirekte frispark den anden vej, bare fordi han er en dygtigere fodboldspiller eller har en aften, hvor alt bare kører den rigtige vej. Det ville ingen dommere ved deres fulde fem bevæge sig ud i, så vi er ude i en rent teoretisk betragtning nu.

 

Ud fra en helt teoretisk synsvinkel er det til hver en tid dommeren, som suverænt afgør, om noget er usportslig opførsel eller ej. Det er i den grad fodboldlovens brokkasse, hvor stort set alt kan proppes hen, bare man husker, at der rent definitorisk også følger en advarsel med. Man kan altså ikke bare nøjes med det indirekte frispark, hvis der er noget, som man ikke kan lide -for det er lovteknisk advarslen, der udløser det indirekte frispark.

 

Så der er vide rammer her. Fodboldloven giver syv muligheder for at uddele en advarsel -og usportslig opførsel tegner sig vel for 90+ % af dem. Det er, fordi f. eks. den sene tackling, som efter kriterierne skal udløse en advarsel, gives med ' usportslig opførsel' stemplet på ryggen. Det samme med holdeforseelser, det samme med hands osv

 

Efter min helt personlige opfattelse vil det være meget svært at give en advarsel for usportslig opførsel, bare fordi man demonstrerer, hvor god man er til at spille fodbold.

 

Der skal et element af latterliggørelse eller hån af modspilleren med indover. At Neymar driver så meget gæk med Barragán, at Barragán dårlig nok ved, hvad der er for og bag på sin trøje, er ikke en forseelse til en advarsel. Det ville det derimod have været, hvis Neymar f. eks. midt i opvisningen var bremset op, havde slået sig på lårene af grin og derefter fortsat. Mail-skriveren (som i øvrigt var én fra medieverdenen, som selv havde fået spørgsmålet) havde gjort sig den ulejlighed at grave en god gammel situation frem fra en kamp mellem AGF og Viborg i 2002.

 

Det var Josta Dladlas debutkamp for AGF, og det fejrede han blandt andet ved at overdrible en modspiller helt ude ved sidelinjen, så spilleren gik på halen uden for banen. For at føje spot til skade stillede Dladla sig herefter oven på bolden og gjorde honnør mod den faldne modspiller. Og lige her knækker filmen for mig, for nu handler det ikke bare om at være en god fodboldspiller, men der kommer et element af hån med.

 

Dommer Claus Bo Larsen (hvis seneste titel er formand for den nye dommergruppe i DBU) syntes heller ikke, at det var specielt morsomt og belønnede tiltaget med en advarsel -helt korrekt.

 

Jeg har ved diverse teorigennemgange også illustreret usportslig opførsel med den situation, at et hold er pænt foran, og på en hurtig omstilling i den grad har udspillet modspillerne, at der nu er tre mand alene igennem. Selv målmanden er væk. Spiller A sender bolden ind til spiller B, som dribler ned og lægger bolden død på selve mållinjen, hvorefter spiller C kommer løbende bagfra, lægger sig ned på jorden og med hovedet sender bolden det sidste stykke ind over stregen. Nu er vi gået fra fodbold til cirkus, hånen af de fraværende modspillere er åbenlys, og så vil en advarsel og et indirekte frispark (i stedet for målet) være helt på sin plads.

 

Vurderingen af usportslig opførsel er langt hen ad vejen en meget følsom disciplin, som kræver en karakterstyrke, som vel nærmest kan sammenlignes med den, som man skal mobilisere, hvis man vil sælge elastik i metermål.

 

Man skal kunne leve sig ind i spillernes univers -de skal have lov til at demonstrere, hvem der er de gode og hvem de mindre gode (på dagen), men det må aldrig kamme over i hån eller latterliggørelse.

 

Indtil 1997 og den seneste store lovrevision hed begrebet ikke ' usportslig opførsel', men ' utilbørlig optræden'. På engelsk ' unsporting behaviour', som erstattede ' ungentlemanly conduct'. Og det er måske i virkeligheden den bedste og mest rammende definition. Hvis man ikke længere opfører sig som en gentleman (hvis nogen ellers kan huske, hvad sådan én er for en størrelse), så er man hjemfalden til straf.

 

Jan Carlsen er dommer-observatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven.